Erhvervspraktik: For hvis skyld?

Forleden kunne man her i avisen læse, at Venstre med Jakob Lose i spidsen ønsker et større fokus på erhvervspraktik i folkeskolen. Absolut ikke nogen dårlig idé.

I Enhedslisten kunne vi godt ønske os, at folkeskolens store elever kunne snuse til mange forskellige professioner gennem praktikforløb. Om det er kloakmester, sygeplejerske eller webdesigner er for os underordnet. Det vigtigste er, at de unge mennesket bliver inspireret, og ser hvilke muligheder der er for deres kommende arbejdsliv.

Der hvor kæden så hopper af for den gode Jakob Lose er, at det klart virker som om, at eneste – absolut eneste – årsag til dette (pludselige) fokus på erhvervspraktik kommer af, at Esbjerg Kommune er droppet 27 pladser ned ad Dansk Byggeris liste over erhvervsvenlige kommuner.

Svaret er åbenbart en strategi for erhvervspraktik. Det giver nemlig point til den famøse liste. Med tanke på Venstres indædte kamp mod sociale klausuler ved offentlige udbud, er det selvfølgelig ikke så underligt, at Lose sætter sin lid til partnerskabsaftaler frem for reelle kontrakter.

Strategien skal i øvrigt udarbejdes sammen med Dansk Byggeri og Dansk Industri. De nævnte organisationer har sikkert mange fine ideer, men for mig og for Enhedslisten er det altså folkeskoleeleven der er det vigtigste. Og så længe de nævnte organisationer ikke kan garantere lærepladser til alle på erhvervsskolerne, ser jeg absolut ingen grund til, at de skal have afgørende indflydelse, på hvordan folkeskolerne tilrettelægger deres praktikforløb.

Læserbrev bragt på jv.dk den 8. juli 2020 af  Sarah Nørris, byrådsmedlem for Enhedslisten

Du kan læse den omtalte artikel som læserbrevet udspringer af, her.