Nyt sparekrav truer velfærden

I fredags landede en mail fra Kommunernes Landsforening i samtlige byrådspolitikeres mailboks. Her blev det gjort klart, at alle kommuner skulle spare 0,4% på deres budget.

Det handler om budgetloven hvor hvert enkelt land i EU skal holde sig indenfor meget strikse rammer i forhold til det offentlige forbrug. Og nu hvor kommunernes budgetter er vedtaget, mener regeringen at der bruges for mange penge, og kræver at budgetterne ændres.

Langt de fleste kommuner HAR penge i kassen til at øge serviceniveauet for borgerne – det må de bare ikke pga. EU og budgetloven.

Det gør det så ikke bedre, at regeringen pludselig ændrer forudsætningerne og det såkaldte “strukturelle underskud”, så kommunerne må bruge færre penge end de oprindeligt troede. Dette har ført til det nye krav om besparelser.

“- Det er jo fuldstændig åndssvagt, at vi skal til at lave sådan nogle krumspring. I forhold til overskridelser af rammen måles vi kun på selve budgettet – ikke på det reelle regnskab – og derfor kan vi nøjes med at indsætte en negativ pulje og klare paragrafferne på den måde”, udtaler byrådsmedlem fra Enhedslisten Sarah Nørris i dagens udgave af Jydske Vestkysten.

I forvejen gav årets økonomiaftale med regeringen ikke mange muligheder for kommunerne, og regeringen har derudover fjernet kommunernes muligheden for f.eks. at sætte skatterne op. Det går ud over vores velfærd, og det er altså regeringen og EU der helt bevist påfører kommunerne disse kvaler.

Det skal vi have lavet om på!