Kultur i det offentlige rum – flødeskum eller det der giver mening og engagement?

For Enhedslisten er kulturelle oplevelser lige så vigtigt som at have tag over hovedet og mad på bordet. Næsten i hvert fald. Og der er heldigvis mange muligheder for at få en på opleveren uden at skulle betale entré. Onsdagskoncerterne i Byparken, vandkunst i IC Møllerparken, gravhøje fra bronzealderen, villaer i nationalromantiske byggestil, hele Marbækområdet og selvfølgelig domkirken og hele det middelalderlige centrum af Ribe. Og mange andre ting.

Til hverdag tænker man nok ikke så meget over hvilken strategi der ligger til grund for, at der står en skulptur lige præcis hvor den gør. Eller hvorfor skilte og lamper har den udformning de har. Men det har en betydning, at alle disse ting tænkes ind i den store sammenhæng. Derfor er en politik for kultur i det offentlige rum lige præcis det, der er med til at binde byerne og lokalsamfundene sammen.

Tilbage i 2012 godkendte det daværende byråd en kulturpolitik som bl.a. indeholdt et afsnit om kultur i byrum. I Kultur & Fritidsudvalget skal vi de kommende måneder udarbejde en ny kulturpolitik for hele Esbjerg Kommune og Enhedslisten vil derfor gerne høre din mening om kulturen i det offentlige rum.

Hvad er vigtigt for dig og hvad vil du gerne have mere af?