Høringssvar til forslag om vedvarende energianlæg, solceller og vindmøller

Høringssvar fra Enhedslisten Esbjerg til Esbjerg Kommunes forslag til ændring af Kommuneplan 2022-34 for Vedvarende energianlæg, solceller og vindmøller. 

Enhedslisten Esbjerg har med interesse læst ændringsforslaget til Kommuneplan 2022-34 hvor vi især hæfter os ved den store detaljegrad i forhold til den visuelle udformning af VE-anlæg. En detaljegrad vi finder yderst fornuftigt. 

Herunder kommer nogle specifikke kommentarer til de forskellige afsnit i ændringsforslaget efterfulgt af vores generelle bemærkninger.

FS. 12 Lokalt forankret planlægning  

“Uanset størrelsen på det ønskede VE-anlæg, forventes opstilleren at gå i dialog med naboer og berørte lokalsamfund.” Vi er enige i at dialogen er enormt vigtig i forhold til accept af større VE-anlæg, men at nøjes med “at forvente” at opstilleren går i dialog med de berørte naboer og lokalsamfund, finder vi for vagt formuleret. Vi mener dette bør ændres til, at det er påkrævet, at der er en forudgående dialog med berørte parter. Lige som vi mener at “tidligt i planlægningen” kan give udfordringer i fremtiden for hvem vurderer hvad der er tidligt? Dette bør derfor præciseres.

FS. 13. Vedvarende energianlæg skal være en gevinst for lokalsamfundet  

I forhold til multifunktionalitet skal det altid overvejes om ikke jorden mellem og omkring et solcelleanlæg kan dyrkes med mindre afgrøder eller hvorvidt der kan udsættes dyr til afgræsning, så man udnytter arealerne optimalt. Dette skal også ske i samarbejde med lokalområdet. 

Vi vil klart anbefale at det formuleres tydeligere, at Esbjerg Kommune rent faktisk kræver at opstiller økonomisk honorerer lokalsamfundene og samtidig anlægger rekreative områder hvor det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Vi ser meget frem til at se hvordan man vil udforme en gennemsigtig og retfærdig model i forhold til hvem der får den største påvirkning af et VE-anlæg. Er det rent visuelt man tænker på? Muligt økonomisk tab? Eller omvendt en økonomisk gevinst såfremt lokalområdet har fået udstedt ejerandele og/eller billigere strøm?

FS. 14 Grøn pulje 

Vi er ærgerlige over at man fra kommunens side ikke allerede nu er klar med forslag til kriterierne i forhold til hvordan det afgøres hvem der bliver påvirket mest af et nyt VE-anlæg. Netop udformningen af kriterier er helt afgørende for den lokale opbakning og tilslutning til kommende VE-anlæg. 

Samtidig er vi lidt usikre på hvorvidt man kan søge til grønne tiltag uanset lokalitet i kommunen. Altså at puljen er for BÅDE nære, berørte lokalsamfund OG alle andre med gode, grønne ideer. 

FS. 15 Ansøgningsrunder 

Vi ser det som en mulig styrkelse af det lokale demokrati og derved også nemmere og højere lokal opbakning til kommende VE-anlæg med disse ansøgningsrunder forudsat at der er minimum ét år imellem hver runde. Og meget gerne længere tid således at der er god tid til både planlægning, borgerinddragelse og udformning af områderne inden selve anlægsfasen.

Der står: “Ansøgningsrunder annonceres på Esbjerg Kommunes hjemmeside med en ansøgningsfrist, formelle krav til ansøgningen og eventuelle vurderingskriterier.” Her vil vi klart opfordre til at slette “eventuelle”. Hele dette ændringsforslag til Kommuneplan 2022-34 går jo netop ud på at opstille forskellige kriterier for hvordan Esbjerg Kommune fremadrettet skal udvælge hvilke projekter der kan realiseres.

F S. 17 Fokus på genanvendelige materialer i VE-anlæg 

Det er selvfølgelig fornuftigt at det vurderes hvorvidt de anvendte materialer er bæredygtige. I vores optik er en vurdering dog ikke ret meget værd hvis ikke der opstilles kriterier for reel bæredygtighed både i forhold til økonomien i projektet men også i forhold til den miljømæssige belastning i hele projektets livscyklus. Det er også vigtigt hvordan VE-anlæg produceres, og vi ser derfor positivt på, at der i denne sammenhæng også nævnes social bæredygtighed. Vi forventer derfor at der som minimum er tale om samme tilgang som i kommunens indkøbspolitik i forhold til overholdelse af ILO-konventioner i alle indkøb, respekt af de grundlæggende menneskerettigheder, herunder at alle leverandører lever op til FN´s Menneskerettighedserklæring. 

Generelle bemærkninger fra Enhedslisten: 

Vi ser det som absolut hastende at få udpeget mulige områder til placering af VE-anlæg således at der netop kan foretages en grundig dialog med de berørte lokalområder. Også længe inden en mulig opstiller melder sig på banen. Som socialister ser vi naturligvis helst at det er det offentlige der ejer alle dele af energiforsyningen og dermed også VE-anlæggene. Hvorfor vi også mener at Esbjerg Kommunen skal etablere solceller på tage og som overdækning på parkeringsarealer, hvor det er muligt, og som minimum ved al nybyggeri. 

Vi ser også gerne at der arbejdes for at opstille solcelleanlæg, der er forholdsvis lette at opsætte, nedtage og genbruge, på de af regionen udpegede råstofindvindingsområder som ikke skal anvendes indenfor de kommende 5-10 år. 

Endelig mener vi, at hvis man tager klimaudfordringerne og Esbjerg Kommunes klimastrategi alvorligt, så skal man ikke også kigge på energiforbruget, og gøre hvad man kan for at nedbringe dette – det vil være det klart bedste klimatiltag. 

Da der endnu ikke er udviklet fuldstændig bæredygtig produktion, genanvendelse og bortskaffelse af f.eks. vingerne på vindmøllerne og solpanelerne, forventer vi at Esbjerg Kommune er åbne for andre vedvarende energikilder såsom jordvarme, bølgeenergi og vindturbiner.

Ovenstående vedtaget på medlemsmøde i Enhedslisten Esbjerg den 16. marts 2023.