Danmark bliver trukket stadig mere skævt økonomisk, hvilket også har konsekvenser for Esbjerg. Problemet kan ikke løses inden for den nuværende økonomiske ramme. Derfor bør kommunerne samle sig om principperne for en solidarisk reform af refusions- og udligningssystemet, og de må kræve, at Christiansborg stiller med den fornødne økonomi. Men det er desværre ikke den vej, det går i øjeblikket. I stedet har kommunerne kastet sig ud i et sørgeligt hundeslagsmål om, hvem der skal betale regningen for skævhederne.
Kampen står især mellem hovedstaden og provinsen. Stort set alle provinskommuner er enige om, at hovedstadskommunerne skal betale for en højere landsudligning, uden øje for at det vil ramme hårdt i en række fattige hovedstadskommuner.
Også Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) har været ude som fortaler for, at hovedstadskommunerne har en bedre økonomi end provinsen. Det er simpelthen ikke korrekt. ALLE kommuner er enormt pressede økonomisk. Derfor skal vi stå sammen – ikke modarbejde hinanden.
Hovedstadskommunerne mener omvendt, at de skal bidrage mindre til landsudligningen, med henvisning til at de i forvejen (iflg. ministeren) overfører 12 milliarder kroner hvert år til provinsen og til at leveomkostningerne er lavere udenfor hovedstadsområdet. De vil åbenbart slet ikke anerkende, at der er et problem.
De voksende skævheder kommunerne imellem skyldes centraliseringen som følge af strukturreformen i 2007. Et resultat af skiftende regeringers økonomiske spændetrøje, som blandt andet har ført til, at der er fyret 37.000 velfærdsarbejdere i kommunerne siden 2010. Sidst men ikke mindst skyldes det omlægningen af statsrefusionen for sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser i 2016, som rammer hårdt i kommuner med mange langtidsledige og alvorligt syge borgere. Det er i virkeligheden ikke en kamp mellem hovedstaden og provinsen eller land og by. Der er fattige kommuner på begge sider af Storebælt. Det nytter ikke blot at fordele pengene på en anden måde – der skal flere penge til!
Små skridt mod retfærdighed
Kommunerne må simpelt hen kræve et mærkbart økonomisk løft kombineret med en solidarisk omlægning af refusions- og udligningssystemet. Niveauet i landsudligningen skal hæves, så det svarer til hovedstadsområdet. Men det skal ikke finansieres af hovedstadskommunerne, og den sociale balance mellem rige og fattige hovedstadskommuner, som ligger i hovedstadsudligningen, skal som minimum bevares. Refusionssystemet skal omlægges, så kommunerne betaler en langt mindre del af udgifterne til overførselsindkomster til langtidsledige og langtidssyge. Og endelig skal det sikres, at ingen kommune får et lavere tilskud end i dag. Vi kender ikke nogen kommune, der leverer for meget velfærd. Der skal tilføres flere midler samlet set, sandsynligvis omkring 10-15 milliarder. Og så har vi endda kun taget ét skridt mod en genopretning af de kommunale nedskæringer, der har fundet sted siden 2010. Behovet er endnu større i dag, og det bliver kun større i de kommende år, som følge af flere børn og ældre. Finansministeren vil sige, at der ikke er råd. Det passer ikke. Han har selv peget på, at der er et langt større råderum end som så. Problemet er, at han vil bruge pengene på milliardstore skattesænkninger. Men dét er der ikke råd til, hvis vi vil sikre velfærden og et mindre skævt Danmark.
KL må ind i kampen
Kommunerne har derfor mere end nogensinde før, brug for at KL agerer som det de er sat i verden. Nemlig en ”fagforening” (eller måske endda som kamporganisation?) for kommunerne. KL skal lægge pres på regeringen og sørge for bedre økonomiske rammer til deres medlemmer. Og så skal alle ud af den gængse tankegang om at der ikke er råd.
I Enhedslisten Esbjerg ønsker vi ordentlige forhold for dem der har det sværest, og en genopretning af velfærd i kommunerne. Der kræver at der sættes penge af til det, og det vil vi gerne prioritere. Vi mener at der er mere brug for velfærd i kommunerne end skattelettelser, billigere biler og mere militær.
Vi vil velfærd! Og der er råd til velfærd!
(Udtalelse fra Enhedslisten Esbjerg-Fanøs generalforsamling 4. marts 2018)
