Læserbrev bragt i Jydske Vestkysten den 31. august 2022, af Sarah Nørris, folketingskandidat for Enhedslisten og tidligere byrådsmedlem, Granly Allé 29, Esbjerg.
Læserbrev: Jeg er enig med branchedirektør i DI, Jakob Scharff (JS) i at et styrket samarbejde med private virksomheder kan være med til at forbedre kommunens opgavevaretagelse inden for visse områder. Der stopper enigheden også. Esbjerg Kommune skal ikke konkurrenceudsætte flere opgaver – snarere tvært i mod. Samarbejdet med de private virksomheder handler for mig om at finde nye, innovative måder at løse opgaver på hvor der er fokus på at minimere ressourceforbrug, reducere udslippet af CO2, mere genbrug af materialer og lignende tiltag der skal hjælpe med at realisere målet om CO2-neutralitet i 2030 og beskytte klimaet.
At udlicitere plejen af vores ældre, rengøringen og kantinedriften på rådhuset eller noget tredje og fjerde bliver ikke billigere for kommunens borgere. Der er utallige eksempler på konkurser eller fratagelse af opgaver fordi virksomheden simpelthen har sat prisen for lavt i udbudsmaterialet for at vinde opgaven og senere har måttet sande, at man ikke kunne leve op til kravene i kontrakten. Det er at gamble med borgernes service.
Og taler vi om for eksempel hjemmepleje står kommunen med en gevaldig opgave hvis (når) virksomheden smider håndklædet i ringen. Kommunen skal stå klar til at løse opgaven umiddelbart efter for eksempel en konkurs. Det kan selv JS nok se, er en omfattende opgave. Samtidig skal man huske, at det ikke er gratis for kommunen at udarbejde udbudsmateriale. Hverken i kroner og ører eller i medarbejdertimer. Og det hele skal gud hjælpe mig efterprøves jævnligt. Godt nok for at sikre at hverken kommunen eller virksomhederne over- eller underbetales, men det er i min verden totalt spild af ressourcer. Det er ikke rimeligt overfor hverken borgeren eller kommunens ansatte. Og da slet ikke for kommunekassen. Det har aldrig været en god forretning at betale flere gange for den samme ydelse.