2. behandling af budget 2022 – Enhedslisten er med!

Enhedslistens tale til andenbehandling af budget 2022 for Esbjerg Kommune, fremført af Sarah Nørris den 11. oktober 2021.

Jeg ved i alle sidder med en forventning om at der kommer et eller andet anderledes og måske endda lidt morsomt herfra. Det har været lidt en udfordring denne gang. For det første er det altså meget nemmere at skrive en tale – kreativ eller ej – når Enhedslisten ikke er med i budgetforliget. Det skriver jeg mig lige bag øret til næste år – hvis jeg får lov at være med…

I har alle fået en brik fra et puslespil – det store budget-puslespil. For det er altså noget af et puslespil der skal gå op og det duer li ‘som ikke hvis der mangler for mange brikker.
Jeg og Enhedslisten vil have én ting – May-britt og de konservative det stik modsatte. Borgmesteren sidder med alle hjørne-brikkerne. Så kan I selv regne ud hvor bøvlet det kan blive.

Vi fik faktisk ret hurtigt samlet kanten – næsten hele vejen rundt og begyndte så at få brikkerne med selve tegningen af budgettet på plads. Nogle gange blev der klippet lidt i brikkerne så de passede bedre – det giver ikke det pæneste billede men til gengæld et billede alle er enige om hvad skal forestille.

I Enhedslisten havde vi to store brikker med til bordet. Og vi er derfor superglade for at det er lykkedes at sætte boligpolitikken højt på dagsorden. At vi som kommune skal have udarbejdet en egentlig boligpolitik, ser vi som helt afgørende for det fremadrettede arbejde ikke mindst i forhold til bosætning og vision 2025. Som kommune skal vi kunne tilbyde boliger til alle. Hvad enten du gerne vil bo til leje, om du vil bo i centrum af Esbjerg eller elsker det lidt fredeligere liv i en af vores mindre byer, så skal en kommune af Esbjergs størrelse kunne tilbyde det hele. Også boliger på vandet. Lige som vi skal kunne tilbyde billige boliger i forskellige størrelser. Derfor er vi også rigtig glade for, at det er lykkedes af få de andre partier med på at vi skal have kikket på kriterierne for tildeling af grundtilskud. I Enhedslisten mener vi, at vi skal bruge grundtilskuddet meget mere strategisk både i forhold til udvikling af forskellige områder i kommunen men også i den grønne omstilling. Selvfølgelig kan vi tillade os at stille krav til bygherrerne – uanset hvem de er.

Der kom løbende nye brikker på bordet – nogle gange brikker der helt tydeligt ikke passede ind i vores fælles budgetpuslespil. Men det lykkedes til sidst og selv om ikke alle virkede lige så glade og tilfredse som jeg selv var, forventede jeg egentlig at alle var enige om hvilket billede vi havde samlet med alle brikkerne.

Men sådan kan man blive så overrasket. Vi havde dårlig forladt puslespils-bordet før der var artikler i pressen om at der var en brik vi havde glemt. Nogen herinde var ved at falde over hinanden for at fortælle at de skam have ønsket brikken med i puslespillet fra starten af. Nogen mente endda de havde kæmpet meget hårdt for denne ene brik. Jeg har åbenbart været dybt optaget af mine egne brikker på lige netop dette tidspunkt rundt om bordet for det er absolut ikke sådan jeg husker kampen om brikkerne.

Der er så efterfølgende fundet et andet puslespil hvor den ”glemte” brik passer ind. Og det er jo dejligt – det er trods alt skidt at være færdig med at puslespil og så ligger der en brik tilbage helt alene.

NU var puslespillet endeligt helt færdigt tænkte jeg. Men ak nej. Fredag i forrige uge kommer der så en mail fra formandskabet i KL. Nu skal vi lige pludselig fjerne 0,4% af vores brikker i puslespillet. Men hvordan gør man lige det? Skal vi til at starte helt forfra med puslespillet? Eller skulle vi så måske finde et andet puslespil i stedet – måske endda et med færre brikker. I kender resultatet – vi kaster en ekstra brik ind – som vi så bare fjerne igen på et senere tidspunkt. Hvis ikke det er dumt ved jeg ikke hvad er. Generelt er vi fra Enhedslisten jo modstandere af budgetloven og når de partier der så har vedtaget den ikke engang kan får deres egne borgmestre til at overholde den, ja så ser vi ingen andre løsninger end at droppe loven helt.

Tilbage til budget-puslespillet. Nogle brikker er meget små men med meget stor, politisk opmærksomhed. Andre brikker omfangsrige men uden det skaber den vilde debat omkring bordet. Der er blevet plads til brikker indenfor alle områder selv uden at vi var nødsaget til at fjerne brikker fra de foregående år. Det er egentlig meget godt gået.

I Enhedslisten kunne vi godt tænke os flere brikker indenfor det grønne område – brikker der skuer fremad ikke bare de kommende år men måske endda 30-40-50 år ud i fremtiden. Lige som vi godt kunne tænke os, at der var en større sammenhæng i kommunens forskellige tiltag. Det med større sammenhæng er jo ikke bare sådan lige noget man gør så det vil kræve en dybere og længere snak end der er sat tid af til når vi lægger puslespillet. Det håber vi, at det nye byråd vil kaste sig over.

Når vi sidder der rundt om bordet og prøver at få brikkerne til at passe sammen i det store budgetpuslespil er der jo mange måder at tilgodese de forskellige spillere på. Måske vi klipper lidt af brikken – så kan vi alle sammen stå inde for den. Måske vi maler den i en anden farve eller måske vi laver en helt ny brik der i virkeligheden er en blanding af flere forskellige brikker. Mulighederne er mange og kreativiteten fra nogle spillere næsten lige så stor. Og Jesper – du skylder mig i øvrigt stadig øl…

Om I vil forsøge at lægge puslespillet når mødet er færdigt, er helt op til jer selv – næsten alle brikkerne skulle gerne være der.

Tak for ordet.